WEB / UX / DESIGN / STRATEGI / FRONTEND / BACKEND

Et kig ind i det nye år - digitale trends i 2019

blog

Kalenderen siger december. Det betyder, at vi snart vinker farvel til 2018 og i stedet hilser 2019 velkommen. Vi har støvet krystalkuglen af og kanaliseret vores indre spåkoner og kommer her med vores bud på, hvilke digitale koncepter inden for funktionalitet, design og udvikling vi kommer til at arbejde med i det nye år. 

Funktionalitet

Personalisering - mere, mere, mere! 

Automatisering og personalisering. Det har været buzzwords i nogle år efterhånden og det er med god grund - og mulighederne for anvendelse kommer til at udvikle sig endnu mere i 2019. Automatiserede løsninger gør bare virksomheders arbejde nemmere og mere effektivt. Det gør kommunikationen og kontakten til brugerne personlig og autentisk, og det øger loyaliteten. Win-win. Potentialet er kæmpestort, og vi glæder os til at gøre os endnu flere erfaringer på feltet i det nye år.  

Der ska' fart på! 

Menneskets koncentrationsevne bliver dårligere, og tålmodigheden bliver mindre. Det betyder også, at vi har meget kort tid til at overbevise brugeren om, at vores website er besøget værd. Der kommer endnu mere fokus på at simplificere sites, reducere friktion og minimere loadtider. Det er vigtigt, at brugeren føler, at den tid, de har brugt på vores site, er "well-spent". Websites skal servicere brugeren, spare brugeren tid, gøre brugerens liv lettere. Det stiller naturligvis store krav til sitets funktionalitet - til arkitektur, brugerrejser og UX. Men det er også meget vel det, der giver konkurrencefordelen i sidste ende. 

Design

Ekspressiv minimalisme

Minimalismen har længe domineret inden for webdesign, og det vil også fortsætte i 2019. Vi vil fortsat arbejde med rene, luftige og overskuelige designs, som er lette for brugeren at forstå og simple at navigere i. Men minimalismen bliver udfordret på forskellige parametre, blandt andet når det gælder farver, typografi og form.

Vi kommer til at se flere markante farvevalg og -kombinationer og særligt modige duotones og komplekse gradueringer vinder indpas. Vi kommer også fortsat til at se markante typografier, som i ligeså høj grad er centrale æstetiske elementer, som de er tekstlige. Fokus på opsigtsvækkende og karakteristiske fonte. 
 

Disruption, dynamik og dybde 

I 2019 kommer vi også til at arbejde mere med at tilføre dynamik og dybde til det ellers klassisk flade minimalistiske design. Det bliver blandt andet i form af 3D grafikker, små animationer, cinematographs (du ved, de der stills, hvor ét element på billedet bevæger sig). Video-heroes er populære, og det bliver de ved med at være. I det hele taget vil vi se et stærkt fokus på visuelt content frem for tekstproduktioner, som fx blogs. 

Vi kommer også til at se mere leg med linjer og grids - det hele behøver ikke være snorlige og i vatter. Vi kommer til at se mere asymmetri, "broken grids" og organiske former og i det hele taget en organiseret disruption af de minimalistiske designs - naturligvis så der stadig er balance og uden at det påvirker brugeroplevelsen negativt. 

Udvikling

"Mobile First"

Mobilsøgninger har for længst overhalet desktop-søgninger. Det vil sige, at mobilsøgninger er den foretrukne søgeform på verdensplan. Det betyder også, at Google har ændret indekseringen af søgeresultater, og at de nu prioriteter mobilvenlige sider højere end ikke-mobilvenlige sider. Derfor er det selvfølgelig enormt relevant, at vi prioriterer at designe til smartphones - og ikke blot som alternativ til en desktop-version, men som udgangspunkt. Altså en "mobile-first" tilgang. Det stiller andre og nye krav til web-udvikling, og det kommer vi til at arbejde en masse med i 2019. 

   

Cloud-løsninger

Vi skrev også om Cloud-hosting i det indlæg, vi skrev på samme tid sidste år. Og vi nævner det igen, fordi det så absolut er kommet for at blive. Cloud-løsninger øger sikkerheden, når vi opgraderer og styrer projekter i forskellige miljøer og tillader, at vi nemmere kan styre mange forskellige projekter på én gang. Det betyder hurtigere overgange og skift mellem miljøerne staging, test og produktion og det sparer os (og dermed også vores kunder) en masse tid på den lange bane.

Nyt år, nye muligheder

Hermed fik du vores bud på, hvad vi blandt andet forventer os af 2019. Vi glæder os til at tage hul på det nye år. Til at se, om vores forudsigelser holder stik, eller om de der indre spåkoner skal pensioneres. Til alle de muligheder som det nye år bringer, og til alle de spændende projekter, vi skal fortsætte med eller begynde på. Tak for i år - og til dig, der stadig læser med: glædelig jul og godt nytår fra alle os hos Cabana. Vi ses igen på den anden side.