I løbet af de seneste par år, er der kommet flere og flere små firkanter med sort-hvidt mønster i gadebilledet og i det hele taget rundt omkring os. Men hvad er det? De kaldes QR-koder, og lad os prøve at forklare hvordan de fungerer og hvad de kan bruges til.
QR står for Quick Response og kendes også under kategorien “3D stregkoder”. Idéen er også den samme som med almindelige stregkoder (2D koder): Du skanner koden med en form for skanningsenhed, og der sker en handling på baggrund af, hvad koden og systemet/enheden kan finde på i synergi.
QR koden er en videreudvikling, så den kan selvfølgelig også nogle flere ting. Den kan indeholde en tekststreng, aktivere et opkald til et telefonnummer eller starte en predefineret sms eller - som de fleste nok kender - indeholde en url.
Hos Cabana ser vi en værdi i QR koder, men efter vores mening, skal det altid spille sammen med konteksten og målet; QR koder er ikke noget der skaber værdi i sig selv. Lad os komme med et par eksempler på god og - efter vores mening - knap så god brug af QR koder:
Victorias Secret
Undertøjsfirmaet Victoria’s Secret rullede i august en kampagne ud, hvor de dækkede “vitale dele” af deres undertøjsmodeller med en QR kode på billboards og plakater i gadebilledet. Opfordringen var så at “afsløre hemmeligheden”.
Et skan af QR koden åbnede så et specifikt, mobiloptimeret site, hvor modellens undertøj blev afsløret inkl. flere informationer om det eksakte produkt. http://www.708media.com/qrcode/victorias-secret-entices-qr-code-scan/
Matas
Danske Matas har her i oktober haft succes med QR koder i deres katalog. De opfordrede læseren til at skanne en kode, for at være med i en konkurrence om 10 lækre kurve med skønhedsprodukter. QR koden sendte læseren til et mobiloptimeret site, hvor de nemt kunne deltage i konkurrencen. Samtidig var der en kort video der præsenterede Matas’ kundeklub og signup formular til direkte indmeldelse.
http://www.tryksag.dk/cases-og-fakta/cases/qr-koder/matas-tester-qr-kode-i-tilbudsavis.aspx
Over 3000 læsere skannede koden i kataloget og deltog dermed i konkurrencen. Af de 3000 læsere, valgte 1500 af dem at melde sig ind i Club Matas. Flotte tal.
Konferencepræsentationen
Til en konference vi var til for nylig, ville oplægsholderen gerne dele sin præsentation med os, men fordi han mente indholdet var eksklusivt for os, der havde betalt for at deltage, ville han undgå at have et offentligt link ud på nettet. Hans løsning var derfor at bede os i salen gøre vores QR app klar, og få minutter efter, viste han så et slide der blot var en stor QR kode. Vi scannede og fik direkte download af præsentationen som pdf. Smart.
Ligesom der er gode eksempler på brugen af QR koder, så har vi også samlet et par der er knap så gode, måske endda grænsende til direkte dårlige:
Brugte biler
Et bilhus vi var forbi for et par uger siden, har sat QR koder på deres brugte biler, som står udstillet ud til vejen. Vi tænker idéen må være, at de vil give mulighed for mere information om bilerne, når bilhuset holder lukket. Det lykkes bare ikke så godt, for da vi skannede et par koder, blev vi hver gang viderestillet til bilhusets generelle brugtbilsside. Og denne side var en ganske almindelig website; ikke et mobiloptimeret site.
Efter vores mening et perfekt eksempel på, hvordan QR koder ikke skaber værdi, og måske endda giver en dårlig oplevelse, fordi den der skanner forventer noget andet. Optimalt set skulle hver kode være unik for hver bil, og gå til en url med den eksakte bils informationer i mobiloptimeret version. Øv.
Pepsi
Denne Pepsikop har en QR kode, men det er ikke klart hvad man skal forvente der sker, når man skanner koden. Det kan selvfølgelig være overraskelsesmomentet, men lur os, om ikke antallet af skans er lav. Pepsikop: http://www.flickr.com/photos/skywiremedia/6231431083/
Generelt er vi noget skeptiske overfor brugen af QR koder, hvis det eneste formål er at undgå at skulle indtaste en url. For så kan man jo stille en unødig forhindring op for sin målgruppe, i stedet for blot at bruge et kort og præcist domæne eller en url forkorter som fx bit.ly
cabana.dk
Så er der jo også lige vores eget julekort fra 2011. Prøv det eventuelt og døm selv :)

Tænk relevans med QR
Vi synes QR koder er interessante, når de sættes sammen med noget relevant. Og så mener vi som minimum, dét man sender den person der skanner hen til, skal være tænkt ind i, at det nu skal vises på en mobil enhed. Så et mobiloptimeret site er et must. Som vi har prøvet at vise i de første eksempler, kan QR koder dog godt være et aktiv og bruges på sjove og opmærksomhedsskabende måder. Så bottomline, synes vi det handler om at tænke lidt bredere end bare en url.
Lav dine egne QR koder
Flickr har en pool af billeder af forskellige steder QR koder bliver brugt. Det kan være god inspiration: http://www.flickr.com/groups/qrcodes/pool/
Lav dine egne QR kode gratis her: http://qrcode.kaywa.com/
P.S.
Og når du laver dine QR koder til print, så sørg for at linket virker.
